Noejes er ikke noget daarligt ord!

Du maa i dette indlaeg noejes med mine ord, for jeg har efterladt ledninger og andet overfloedigt hjemme hos en fyr jeg moedte i en bus i Jakarta`s kaerestes faetter - ja man kan komme langt med de rigtige forbindelser!
Det blev desvaerre ikke til nogen euforisk vulkanbestigning i denne omgang, da Gunung Kerinci i oejeblikket er aktiv og derfor lukket. Istedet tog jeg 3 dage op til Danau Gunung Tujuh = De 7 bjerges soe, som ligger i ca. 2000 meters hoejde og dermed er Sydoestasiens hoejest beliggende soe, saa jeg fik alligevel besteget noget. Med mig havde jeg min kaere guide, Abdul Pani.
Der var til gengaeld en smule eufori, da fuldmaanen oplyste soeen og bjergene omkring, og jeg sad paa en sten i vandet og langsomt lod naturens afgrundsdybe fred tage mig med til det sted, hvor kun overflod af tid kan bringe en.

Efter endnu en smuk 8 timers bustur stod jeg igaar af i Sumatras 3. stoerste by, Padang, og efter en smule besvaer kom jeg endelig hjem til Meru, faetteren, hvor jeg sov i nat.
I aften har jeg saa billet til at blive sejlet de 12 timer det tager at naa ud til den stoerste af Mentawaioeerne, Siberut. Her satser jeg paa, at jeg kan finde en guide, der vil vise mig vejen til en af de gamle stammer dybt inde i junglen, hvor jeg saa vil opholde mig i 3-4 dage, men nu maa vi se, hvordan det gaar...

Mau ke mana?

Jakarta har egentlig ikke meget af prale af andet end med sine godt 1o millioner mennesker og et areal paa ca 700.000 kvadratkimoleter at vaere verdens 11. stoerste by, men jeg fandt ud i et lille fantasy world med en raekke forlystelser og glade indonesiske fanilier. Og da jeg sad og bare noed mine omgivelser fik jeg Albis opmaerksomhed, han ville op at sidde hos mig:


Hele hans familie kom over og ville have billeder med mig. Jeg siger jer, hvis jeg tog penge for alle de gange folk tager billeder med mig, saa ville det daekke turen! Naa, men Albis mor, Eliza, er engelsklaerer i Puwarkarte, som ligger et par timer eller 4 udenfor Jakarta. Vi kom i snak og jeg blev inviteret hjem til dem.
Jeg har besluttet at min rejse skal bygge paa impulser saa meget som muligt, saa jeg takkede glad ja, og aftalte at komme naeste dag.
Jeg blev taget godt imod, for det er sjaeldent at der er hvide mennesker i Puwarkarta, og Eliza var saa glad for at have mig paa besoeg, for det betoed at en masse mennesker fra byen, som aldrig have besoegt hende, pludselig kom og besoegte hende. Bl.a. en rig kone, som er gift med danske Joergen, hun gav mig en masse mad og knaevrede loes paa indonesisk selvfoelgelig, saa jeg sad bare og smilede og nikkede i nogle timer.
Jeg var med til loerdags aktiviteten i den lille skole, som er i Elizas bygning, dagens aktivitet var kryds floden:


Bagefter praecenterede jeg mig selv foran boernene og vi fik taget billeder:


Om aftene sov jeg ved Elizas ven, Yusuf, som var meget glad for at have "Mister Anders", som han kaldte mig, paa besoeg.
Naeste morgen inden jeg tog tilbage til Jakarta spiste vi morgen mad sammen, hvor tallerkenerne saa bekvemt var blade fra banantraeerne.

I Jakarta sov jeg ved Windu, som jeg havde moedt i en bus et par dage foer. Og de naeste fire dage brugte jeg paa langsomt at rejse op gennem Sumatra ad konstant snoede og endnu mere hullede veje i busser, biler, lastbiler, paa ladet af jeeps, og hvad jeg ellers kunne komme op at koere med. Jeg har nydt hvert et oejeblik af rejsen for Sumatra er fantastisk smuk med sine mange palmer, rismarker, bjerge, smaa hyggelige landsbyer osv.:


Nu sidder jeg saa i Kerinci, og har taenkt mig imorgen at bestige Gunung (bjerg) Kerinci, men jeg ved ikke hvor langt, jeg kan gaa op, for det er en aktiv vulkan og den hoejeste af slagsen her i Indonesien. Desuden er det lidt underligt at taenke paa, at jeg her skal vaere paa vagt over for tigeren!

Jeg faldt for livet...

Torsdag den 1. maj lykkedes det mig endelig at komme til Hong Kong (jeg kom, af aarsager vi ikke taler mere om, for sent til mit fly mandag). Jeg boede alene i Ascension House og fik besoegt lidt forskellige folk inden jeg sejlede til Macau i soendags. Her havde jeg gennem couchsurfing.com aftalt at bo hjemme ved Suraj i hans kaempe lejlighed paa 29. etage.
Det var som at bo paa hotel, jeg fik mit eget vaerelse, toilet og noegler til lejligheden. Fra mit vaerelse havde jeg en god udsigt til det 338 meter hoeje Macau Tower, som jeg spaendt kiggede over paa:


... For jeg havde besluttet mig for dagen efter at falde ud over kanten 233 meter oppe for bogstaveligt talt at lade mit liv haenge i en tynd traad, men jeg saa det mere positivt: Jeg faldt for livet:



Det var foerst, da jeg var paa vej ned, det gik op for mig,
at jeg havde besluttet mig for at falde ned fra en bygning,
eller det vil sige, det gjorde det faktisk ikke.
For jeg kunne slet ikke forholde mig til at vaere midt i et frit fald,
men der var saadan set heller ikke rigtigt noget forhold
og slet ikke noget at holde i,
men heldigvis var der noget at holde for,
og selvom det slet ikke var en mulighed,
var det nu rart at blive bekraeftet i.

Suraj arbejder for Crown Casino og havde derfor en masse spaendende insider casino-historier at fortaelle. Bl.a. at det er en hvis hr. Stanley der sidder paa magten i byen, han ejer blandt andet The Grand Lisboa Casino, som er den hoejest bygning paa billedet her:


Mens Suraj fortalte mig om casinoverdenen tog han mig med ind i det nye Venetian Casino, som er en stoerre kopi af et allerede eksisterende Venetian i Las Vegas. Dette casino kan prale af sit helt eget Venedig:



I det ene rum var det ved at vaere aften og i det naeste var det naesten moerkt, det var ret surrealistisk at gaa rundt derinde om aftenen med en staerk foelelse af at vaere udenfor hen paa eftermiddagen!

Tirsdag aften floej jeg saa til Jakarta og opdagede hvor lille verden er, eller hvor tilfaeldige tilfaelde kan vaere! For da jeg staaende i koen til immigration ser til venstre, (hoejre var begyndt at kede mig), faar jeg oeje paa Micke, som staar forest i koen som mig, blot to koeer henne!
Micke er en ung svensk fyr, som bor i Manila, og for et par maaneder siden besoegte han Ascension House. Han var altsaa ankommet fra Manila paa praecis sammen tidspunkt som jeg ankom fra Macau - what are the odds?
Ja de svaere at regne ud, men en ting er sikkert: De er mindre, end man foerst lige tror, man ved, at de er!

Nu bor jeg saa hos Indonesiens couchsurfing-ambassadoer, og har naesten besluttet mig for, hvor jeg den naeste maaneds tid vil befinde mig i dette kaempe oelandskab, for om 30 dage udloeber mit visa, og jeg flyver til Kuala Lumpur, for at... ja det ved jeg saadan set heller ikke endnu.
Naa, men du maa ha` det, men ha` nu ikke for meget - det stesser saadan!