Mau ke mana?

Jakarta har egentlig ikke meget af prale af andet end med sine godt 1o millioner mennesker og et areal paa ca 700.000 kvadratkimoleter at vaere verdens 11. stoerste by, men jeg fandt ud i et lille fantasy world med en raekke forlystelser og glade indonesiske fanilier. Og da jeg sad og bare noed mine omgivelser fik jeg Albis opmaerksomhed, han ville op at sidde hos mig:


Hele hans familie kom over og ville have billeder med mig. Jeg siger jer, hvis jeg tog penge for alle de gange folk tager billeder med mig, saa ville det daekke turen! Naa, men Albis mor, Eliza, er engelsklaerer i Puwarkarte, som ligger et par timer eller 4 udenfor Jakarta. Vi kom i snak og jeg blev inviteret hjem til dem.
Jeg har besluttet at min rejse skal bygge paa impulser saa meget som muligt, saa jeg takkede glad ja, og aftalte at komme naeste dag.
Jeg blev taget godt imod, for det er sjaeldent at der er hvide mennesker i Puwarkarta, og Eliza var saa glad for at have mig paa besoeg, for det betoed at en masse mennesker fra byen, som aldrig have besoegt hende, pludselig kom og besoegte hende. Bl.a. en rig kone, som er gift med danske Joergen, hun gav mig en masse mad og knaevrede loes paa indonesisk selvfoelgelig, saa jeg sad bare og smilede og nikkede i nogle timer.
Jeg var med til loerdags aktiviteten i den lille skole, som er i Elizas bygning, dagens aktivitet var kryds floden:


Bagefter praecenterede jeg mig selv foran boernene og vi fik taget billeder:


Om aftene sov jeg ved Elizas ven, Yusuf, som var meget glad for at have "Mister Anders", som han kaldte mig, paa besoeg.
Naeste morgen inden jeg tog tilbage til Jakarta spiste vi morgen mad sammen, hvor tallerkenerne saa bekvemt var blade fra banantraeerne.

I Jakarta sov jeg ved Windu, som jeg havde moedt i en bus et par dage foer. Og de naeste fire dage brugte jeg paa langsomt at rejse op gennem Sumatra ad konstant snoede og endnu mere hullede veje i busser, biler, lastbiler, paa ladet af jeeps, og hvad jeg ellers kunne komme op at koere med. Jeg har nydt hvert et oejeblik af rejsen for Sumatra er fantastisk smuk med sine mange palmer, rismarker, bjerge, smaa hyggelige landsbyer osv.:


Nu sidder jeg saa i Kerinci, og har taenkt mig imorgen at bestige Gunung (bjerg) Kerinci, men jeg ved ikke hvor langt, jeg kan gaa op, for det er en aktiv vulkan og den hoejeste af slagsen her i Indonesien. Desuden er det lidt underligt at taenke paa, at jeg her skal vaere paa vagt over for tigeren!